"Meld dig selv - det er kun et spørgsmål om at udskyde pinen"
Københavns Politis Task Force Pusherstreet efterlyser den 24-årige Rasmus Peter Nielsen, men opfordrer ham samtidig på det kraftigste til at melde sig selv
Københavns Politis Task Force Pusherstreet slog den 15. november til mod en jointfabrik, som var beliggende på Christiania. Det var lykkedes politiet, at kortlægge et større netværk af personer, som systematisk havde produceret flere end 140.000 joints til brug for videresalg i Pusherstreet.
Under aktionen anholdt politiet i alt 10 personer, der alle blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. En af de anholdte var en 30-årig dansk mand, som er fuldgyldigt medlem af Hells Angels Nomads.
Men endnu en person er efterlyst i sagen. Det drejer sig om 24-årige Rasmus Peter Nielsen, der også har forbindelse til Hells Angels, idet han sættes i forbindelse med en støttegruppe til Nomads med navnet Asgardians 89.
Politiet har allerede søgt efter Rasmus Peter Nielsen på forskellige adresser, men uden held. Forskellige oplysninger indikerer, at han stadig befinder sig i Danmark – muligvis i Københavnsområdet eller på Sydsjælland, hvor han har familie.
"Både Rasmus Peter Nielsen, hans forsvarer og familie ved godt, at han er efterlyst af politiet, og vi opfordrer ham selvfølgelig til at melde sig selv. Det er kun et spørgsmål om at udskyde pinen," siger leder af Task Force Pusherstreet, Dannie Rise.
Rasmus Peter Nielsen er 175 cm høj og har brune øjne.
Hvis man har oplysninger om, hvor han befinder sig, skal man kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4 eller 3314 1448.