Søgte efter formodet Berlin-terrorist
Dansk politi har haft gang i en storstilet operation i aftes og nat. Her har man ledt efter den 24-årige tunesiske Anis Amri, der er efterlyst i hele Europa efter terrorangrebet i Berlin.
Det oplyser politiet i følgende pressemeddelelse:
Østjyllands Politi modtog i aftes kl. 22.30 en anmeldelse fra en person, der ved Grenaa Havn mente at have set en mand, der kunne være identisk med den person, der onsdag aften blev efterlyst af tysk politi som følge af terrorhændelsen i Berlin mandag aften. Uafhængig heraf modtog Østjyllands Politi på samme tidspunkt andre oplysninger, som umiddelbart underbyggede anmeldelsen.
Østjyllands Politi har derfor aftenen og natten igennem været massivt til stede i området omkring Grenaa Havn – både med almindelige patruljer og hundepatruljer, ligesom en helikopter har søgt efter manden. Færgen fra Stena Line, der kl. 01.00 skulle sejle fra Grenaa, er blevet gennemsøgt, og alle køretøjer og passagerer er blevet kontrolleret. Færgen er her til morgen sejlet mod Sverige.
Sagen er blevet efterforsket hele natten, og situationen her til morgen er, at der ikke er noget der tyder på, at den mand, der er efterlyst at tysk politi, skulle befinde sig i Grenaa.