Udrykning: Glødebrand tæt på kyllinger
Af Michael Wulff
Beredskab & Sikkerhed Favrskov sendte onsdag kort før klokken 11 et slukningstog fra Falck i Hammel til en gård på Viborgvej lige øst for Voldby.
"Det var en varmeovn, som var kommet for tæt på en dør i stalden, hvor der går kyllinger i savsmuld," fortæller indsatsleder Per Allan Nielsen.
Han kom sammen med flere politibiler tilstede, for meldingen gik på ild i stald med dyr.
Falcks brandfolk fik hurtigt slukket branden, som ikke kunne ses udefra. Og så blev en dyrlæge tilkaldt.
"Jeg kan ikke se, om kyllingerne har taget skade, det må dyrlægen afgøre. Men der er en del røg efter sådan en glødebrand," siger indsatslederen fra Beredskab & Sikkerhed Favrskov.