Fortsæt til indhold

Det er Asger, der er død

Krimi
Arkiv

Lokalavisen har modtaget følgende mindeord fra K.E. Mortensen ...

"Tidligere skoleinspektør og byrådsmedlem Asger Poulsen, Hornslet, er død 78 år gammel.
Det er en engageret lokal ildsjæl, der er død.
Som mangeårig skoleinspektør på Risskov Skole satte han sit præg på skolen. Både på den pædagogiske linje og på skolens udsmykning.
Asger var en sand demokrat. Med en rød rose i brystlommen, tilførte han Risskov Skole nye former for aktiv elevinddragelse og demokrati.

Men også som oplæser af julehistorier for de mindste elever i julemåneden blev han kendt af skolens elever. Og det var ikke som skoleinspektør Asger Poulsen, men som Asger de kendte ham.
Asger havde et godt og fordomsfrit samarbejde med skolens lærere, og sammen gjorde de Risskov Skole til en fantastisk arbejdsplads.

Og der stod respekt om hans styring af skolens økonomi.
Men også i Hornslet var han en kendt og respekteret person.
Dels som byrådsmedlem i en del år. Et arbejde han forlod, fordi han viede alle sine kræfter til Risskov Skole. Men alligevel engagerede han sig i det lokale kulturelle liv.

Asger var lokal og international. Han forstod betydningen af det lokale nære fællesskab og vigtigheden af et stærkt internationalt engagement.
Han var meget optaget af arbejdet i den lokale sportsforening og stod bag oprettelsen af biografen Kom-bi, som med ham som formand udviklede sig til et lokalt kulturhus.

Asger og Aase brugte deres pensionisttilværelse aktivt bl.a. på rejser. Det betød meget for Asger, at han sammen med Aase fik mulighed for at gense hans elskede Grønland, hvor han tilbragte sin tid i marinen.

Asgers pensionisttilværelse blev forsødet af to dejlige børnebørn, Anna og Natasja. Asger og Aase engagerede sig fuldt og helt i deres tilværelse og bibragte dem store oplevelser og værdier, som de kan tage med sig resten af livet.

Huset på Hovdigevej var, med hans kone Aase som værtinde, rammen om mange hyggelige sammenkomster. Familietræf med familieråd og diskussioner om den politiske situation. Altid levende og udfordrende møder med højt til loftet.

Også sommerhuset i Fuglsø blev for børnene, Helle og Jakob ( og senere deres familier) en dejlig ramme om familielivet.
Asger var en kærlig og støttende far, som børnene aldrig gik forgæves til."