Mand fundet død
Politiet var tirsdag eftermiddag massivt til stede på en adresse på Stensballe Strandvej i Stensballe ved Horsens.
Klokken 15.27 fik politiet en anmeldelse om, at der var fundet en død mand på adressen.
"Omstændigheder ved dødsfaldet gjorde, at vi i første omgang behandlede dødsfaldet som mistænkeligt," oplyser Jesper Julian Christensen, Horsens Lokalpoliti.
Politiet satte det helt store i værk med tekniske undersøgelser på stedet og en udvidet efterforskning. Det betød, at politiet var til stede på adressen fra anmeldelsestidpunktet og frem til cirka midnat.
"Efter undersøgelserne er vi kommet frem til, at der ikke umiddelbart er noget mistænkeligt ved dødsfaldet," siger Jesper Julian Christensen.
I løbet af onsdag bliver der foretaget en obduktion af den afdøde mand, som skal klarlægge omstændighederne ved dødsfaldet.
Den afdøde mand, der blev fundet af sin familie, er identificeret, men politiet ønsker ikke at give flere oplysninger om mandens alder og de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet, før resultatet af obduktionen foreligger.