Falske politimænd ledte efter "Morten"
Politiet blev i går aftes ringet op af to borgere i Horsens, der begge havde haft besøg af to mænd, der udgav sig for at være fra politiet.
Ved 21-tiden indfandt de to mænd sig ved en adresse i Houmannsgade og spurgte uden held efter 'Morten'.
En halv time senere kom de samme mænd til en adresse i Østergade, hvor de ligeledes spurgte efter en person, der hedder Morten. Beboerne svarede, at Morten ikke er her, hvorpå de to mænd sagde, 'så har I ikke noget at frygte'.
"Vi har ikke haft nogen politifolk ud de to steder, og de havde også en noget atypisk adfærd i forhold til, at de skulle være fra politiet," siger vicepolitiinspektør Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Politiet mener, at de to mænd muligvis kan have været ude i en form for inkassoforretning.
Skeløjede
Ifølge anmeldernes beskrivelse var de to falske politimænd begge 37-40 år, kraftige, havde brunt hår og var cirka 190 centimeter høje. Et særligt kendetegn ved begge mænd er, at de skulle være skeløjede.
Den ene mand havde en grøn sweatshirt med hvide striber på. Den anden var i et sort jakkesæt.
Politiet vil gerne høre fra vidner eller andre, som måtte kende noget til de to skeløjede mænd, der ledte efter 'Morten'.