Bilist med promille over 2 kørte over for rødt og ind i en anden bil
Fredag aften klokken 20.52 skete der en trafikulykke i krydset ved Ringvejen og Thorsvej i Horsens.
En 30-årig mand fra Brædstrup kørte over for rødt lys på Ringvejen mod syd, så der skete et sammenstød i krydset med en anden bil. Denne bil havde lige fået grønt lys og kom fra Thorsvej i østlig retning.
Den 30-årige mand fra Brædstrup viste sig at være kraftigt påvirket af spiritus, idet han ifølge en alkometertest på stedet havde en promille på over to.
Hans bil blev totalskadet og han blev selv kørt på skadestuen for at blive behandlet for nogle skader i underliv og brystkasse. Skaderne var dog ikke værre, end at senere på aftenen skabte ballade på skadestuen, som tilkaldte politiet for at få styr på den berusede mand. Det oplyser vagtchef Jesper Engelund, Sydøstjyllands Politi.
Kørekort og konfiskation
Når man kører med en promille over 2, får man frakendt sit kørekort i mindst tre år. Det koster desuden en bøde, der svarer til cirka en månedsløn.
Politiet har desuden mulighed for at konfiskere din bil på stedet. Det gjorde politiet dog ikke i dette tilfælde, fordi den var totalskadet, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Den anden bilist, som blev involveret i ulykken, var en 39-årig mand fra Horsens. Politiet har ikke nærmere oplysninger om de skader, der skete på hans bil, men han slap heldigvis selv uskadt fra ulykken.