Kan være livsfarligt i trafikken og på tankstationer
Energiselskabet OK opfordrer til, at Pokémon-spillerne udviser omtanke på tankstationerne i Esbjerg, når det formentlig snart bliver muligt at fange Pokémons i Danmark.
”Vi ved ikke, om der er Pokémons hos OK. Vi kan ikke udelukke, at der popper nogle op på én af de 670 stationer i kæden. Af hensyn til potentiel brandfare må vi så håbe, at det er vand-Pokémons,” siger kommunikationschef Lene Bonde fra OK i en pressemeddelelse.
I udlandet har Pokémon-spillet skabt uheldige situationer blandt andet i trafikken, hvor flere er kommet til skade.
”Vi har ingen planer om at sætte skilte op på OK-stationerne med: 'Ingen Pokémon-jagt her'. Danskerne er et fornuftigt folkefærd, så vi vil hellere opfordre folk til at holde hovedet koldt og vise omtanke, selvom de måske er optaget af Pokémon-jagt,” siger Lene Bonde