Bye bye! Men forude ventede skæbnen...
Det var tæt på at gå helt galt, da tre unge mænd natten til onsdag forsgøte at stikke af fra politiet, der ville stoppe dem i en rutinekontrol.
Udover at have gedigne smerter er de tre fra Hornsherred og Frederikssund nu blevet en stribe sigtelser rigere, efter de natten til onsdag forsøgte at slippe fra politiet i en vanvittig biljagt, hvor de blandt andet kørte over for rødt lys med cirka 200 kilometer i timen, inden de kørte galt.
Spottet af patrulje
Omkring midnat spottede en politipatrulje tilfældigt mændene, da de kom kørende i en BMW på Frederikssundvej ved Stenløse med retning mod Ølstykke.
Men da patruljen forsøgte rutinemæssigt at få chaufføren til at køre ind til siden til et rutinetjeck, havde det den modsatte effekt.
Speederen fik et ekstra tryk, og efter en kortvarig eftersættelse valgte patruljen af hensyn til egen og andres sikkerhed at slippe bilen, da farten nåede 200 km/t, og BMW'en drønede over for rødt ved tilkørslen til Roskildevej i Ølstykke.
I lavere fart fortsatte patruljen dog mod Frederikssund for at se, om man på ét eller andet tidspunkt ville få kontakt til bilen igen.
Dét skete ved Strandvangen i Frederikssund.
Her havde chaufføren ikke nået at dreje i rundkørslen, men var i stedet braget direkte ind i midterhellen, hvorpå de tre unge på henholdsvis 21 og 18 år skyndsomt havde taget flugten og gemt sig i de nærliggende buske og grøfter.
Men da patruljen var i gang med at undersøge bilen, gik der kun et par minutter, før de tre unge selv gav sig til kende og bad politiet om at hjælpe med at skaffe ambulancer.
"De to af dem er indlagt til observation efter at være blevet kørt til traumebehandling, mens den tredie - den 18-årige - formentlig har brækket brystbenet ved ulykken. Bilen var udstyret med stjålne nummerplader, og i den har man fundet både indbrudsværktøj og nogle PH-lamper, som vi antager er stjålne, og alle tre har på stedet erkendt sigtelserne," fortæller Henrik Duus fra Nordsjællands Politi.
Alle tre er i forvejen godt kendt af politiet, oplyser han.