Ryger hash, sviner og stjæler
Det fremrykker system med adgangskort til huset
På Egedal Kommunes byrådsmøde i september besluttede politikerne at indføre et adgangssystem med sundhedskort til Stenløse Kulturhus for at få mere styr på, hvem der kommer og går.
Planen var at etablere et adgangssystem, hvor brugere der ønsker at benytte Kulturhuset uden for almindelig åbningstid, skal scanne deres sundhedskort. Beslutningen blev truffet efter en række mindre episoder det seneste år, hvor grupper af unge havde rodet og festet i huset.
De seneste uger har grupper af unge imidlertid i stigende grad benyttet Kulturhuset på en uacceptabel måde ved at ryge hash og efterlade en række lokaler rodede og beskidte. Episoderne kulminerede tidligere på ugen, hvor en vagt blev skubbet, da han forsøgte at stoppe en gruppe unge, der huggede tomme flasker.
Derfor har Egedal Kommune besluttet, at fremskynde etableringen af et adgangssystem med sundhedskort til Kulturhuset. Det sker fra den 25. november. Indtil da vil huset være lukket i den kommende weekend (19/20.11), og vagterne vil generelt være mere til stede i bygningen.
I første omgang bliver adgangsbegrænsningen udvidet til at gælde - ikke bare uden for almindelig åbningstid - men hele døgnet. Kun grupper og foreninger, der på forhånd er registreret med navne og cpr-numre får adgang ved at scanne deres sundhedskort uden brug af kode.
Ærgerligt men nødvendigt for trygheden
Fællesrådet for Kulturhuset har tidligere beklaget at adgangssystemet skaber et mere 'lukket' hus i strid med intentionerne om at have et hus, der er åbent og appellerer til alle borgere og foreningers aktiviteter.
"Jeg forstår godt, at rådet ærgrer sig over de begrænsninger, som adgangssystemet medfører, men episoderne med de unge gør det desværre nødvendigt, hvis huset skal være trygt og fremstå imødekommende for alle," siger direktør i Egedal Kommune, Ulla Gramstrup.
Egedal Kommune ønsker nu at holde et dialogmøde med de unge for at få talt om spillereglerne for at benytte huset.
"Jeg håber at vi på sigt kan åbne Kulturhuset op for alle igen, så adgangsregistreringen kun kommer til at gælde uden for normal arbejdstid, sådan som det oprindeligt er blevet besluttet," siger Ulla Gramstrup.
Anmod om adgang fra 25. november
Adgangsbegrænsningen kommer til at gælde fra fredag 25. november, hvor kun besøgende til biblioteket, Historiens Hus og brugere af Ung Egedal og Egedal Musikskole m.fl. automatisk vil få adgang med sundhedskortet.
Alle andre, der ønsker at få adgang til huset, skal henvende sig til kulturhuskoordinator Henriette Nordvig på henriette.nordvig@egekom.dk eller ved personlig henvendelse i kulturhuset onsdag kl. 9-15 og torsdag kl. 9-18.
Pressemeddelelse