"Vi havde brug for at komme ud med sorgen i vores lille lokalsamfund"
300 borgere fra Korup og omegn viste deres største medfølelse, da de i søndags deltog i et fakkeloptog igennem bydelen i Odense NV.
Optoget gik gennem byen og sluttede ved hjemmet til den 8-årige pige, som for en uge siden blev dræbt af sin 51-årige far. Foran hjemmet i Korup lod deltagerne i optoget faklerne brænde til ære for den afdøde pige.
Thomas Argiris, initiativtager til arrangementet og formand for Korup Skoles Teater- og Forældreforening, havde inden fakkeloptoget drøftet ideen med de pårørende, som satte pris på den smukke tanke.
Ideen kom til verden i Thomas Argiris' hjem i Korup, hvor familien havde brug for at gøre noget i respekt for pigen.
"Jeg sad med min kone derhjemme og snakkede om, hvor forfærdeligt det var. Vi havde brug for at komme ud med vores sorg i vores lille lokalsamfund, hvor alle kender alle," fortæller han.
Da begivenheden kom på Facebook, blev interessen på kort tid meget stor.
"Vi kunne se, hvordan antallet af deltagere voksede til flere hundrede. Det var rart at se, at andre lokale borgere også havde brug for at være med i denne mindehøjtidelighed," siger Thomas Argiris.
Stor ros fra deltagere
Efter fakkeloptoget i Korup fik Thomas Argiris mange positive kommentarer med på vejen.
"Folk kom hen og roste os helt vildt. Vi følte egentlig ikke, at vi skulle have al den cadeau, da vi blot lavede begivenheden for at give os selv det, som vi manglede i den her triste situation," fortæller han.
Selvom bisættelsen snart står for, så er Thomas Argiris opmærksom på, at der skal gå tid, før byen er kommet sig helt.
"Det er noget, vi kommer til at snakke om længe. Det har berørt os virkelig dybt, men vi skal selvfølgelig også passe på med at gøre det til en definition af vores område," forklarer han.