Lossede ham resolut og hårdt i skridtet
Pige blev onsdag umotiveret overfaldet, da hun steg af bussen i Skibby
Nordsjællands Politi søger nu vidner til et overfald på en kun 14-årig pige onsdag aften i Skibby.
Her undslap pigen sin overfaldsmand, da hun sparkede ham så hårdt i de ædlere dele, at han slap sit ellers hårde greb i hende, og hun så sit snit til at løbe hjem.
Kort forinden - klokken 23.15 - var hun stået af bussen ved Hovedgadens pizzeria og gået ad Selsøvej.
"Men da hun var ud for kirken, dukkede der pludselig en mand op bagfra og greb hende hårdt i armen. Og da hun vendte sig om, fik hun et hårdt knytnæveslag i ansigtet," oplyser Henrik Laugesen fra Nordsjællands Politi.
Dét fik pigen til at handle resolut.
"Samtidig med at hun begyndte at skrige højt for at tiltrække sig opmærksomhed, sparkede hun overfaldsmanden så hårdt i skridtet, at han råbte "av" og slap hende. Og så løb hun alt hvad hun kunne, indtil hun var kommet hjem," oplyser Henrik Laugesen.
LÆS OGSÅ: Tre gaderøvere overfaldt og befamlede 15-årig kampsportspige: Men de havde valgt det HELT forkerte offer
På grund af mørket er signalementet af manden sparsomt, men pigen har beskrevet ham som: Etnisk dansker, 20-30 år, cirka 180 cm. høj, kraftig af bygning og iklædt sorte bukser.
"Vi vil meget gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget i området omkring tidspunktet for overfaldet. Pigen har skreget højt, så det kan godt være, at nogle lige har kigget ud af vinduet og set noget," siger Henrik Laugesen.
Har man oplsyninger i sagen, kan man kontakte Nordsjællands Politi på 1-1-4.