Kvinde fik tæsk i park
Politiet modtog i aftes klokken 21.26 et opkald om vold i Vitus Berings Park i Horsens. Anmelderen havde set en mand sparke en kvinde, men var gået videre og havde ikke givet nærmere oplysninger om signalement på manden og kvinden.
Politiet valgte alligevel at undersøge sagen, og da man kom ind i parken fandt man et polsk par, hvor kvinden tydeligvis havde været udsat for vold. Det oplyser politikommissær Jesper Julian Christensen, Horsens Lokalpoliti.
Politiet bad kvinden om at tage på skadestuen, men det ville hun ikke, og hun har heller ikke anmeldt, at hun er blevet udsat for vold. Der skulle dog have været flere vidner til episoden, så politiet håber alligevel at kunne komme videre med sagen.
Sagen er ikke helt opdateret, så politiet har ikke yderligere oplysninger om det polske par og den angivelige voldssag.