'Det skal sgu være løgn'
68-årige Allan Kjær Nielsen og hans kone havde netop parkeret deres bil og var på vej hen til SuperBrugsen på Vangede Bygade en eftermiddag i maj, da der skete noget underligt.
To maskerede personer kom farende på en knallert, standsede ude foran butikken, hoppede af og løb ind. Allan stirrede på den brummende knallert og tænkte "Det skal sgu være løgn!"
Hurtigt tog han fat i køretøjet og trillede det om på den anden side af Brugsen.
"Jeg blev jo vred og tænkte, hvis de kommer ud derfra og ikke har en flugtmulighed, så bliver det ikke rart for dem," fortæller Allan, der er en af de i alt 21 borgere, som Nordsjællands Politi fredag 9. september belønner for at have ydet en særlig indsats i forhold til at hjælpe politiet.
"Det gør vi, fordi vi mener, det er vigtigt, at vi gør opmærksom på de mennesker, der hjælper os og for at vise, at vi i høj grad påskønner det, de gør," siger Henrik Suhr, der er presseansvarlig for Nordsjællands Politi.
Forvirrede røvere
I Allans tilfælde resulterede hans handling i, at de to maskerede røvere, der viste sig at være et ung kærestepar på henholdsvis 21 og 22 år, kom ud af SuperBrugsen med de 11.000 kroner i kontanter, de havde truet sig til bevæbnet med brødkniv og koben, og manglede deres knallert.
"De så sig forvirret omkring og gav sig til at løbe i stedet for," fortæller Allan, der ikke var den eneste snarrådige borger på gaden den dag i Vangede.
To mænd satte nemlig i efter gerningsparret og efter en halvlang løbetur lykkedes det dem at fange og overmande dem. Også en mor og hendes 13-årige søn bidrog til fangsten, da sønnen filmede hele forløbet med sin mobiltelefon og hjalp med pågribelsen af den ene røver ved at fravriste ham kobenet.
Allan og de fem andre borgere er alle indbudt til højtideligheden på politigården i Helsingør på fredag, hvor de modtager en dusør og en tale fra politidirektør Johan Christian Bülow, fordi de:
"Alle fem udviste handlekraft, snarrådighed og et mod, som ligger langt ud over hvad man kan forvente af borgere, som er vidne til et væbnet røveri begået af to personer iført fuld maskering. På hver deres måde har de direkte eller indirekte hjulpet til, at sagen fik en hurtig afslutning og at borgerne i området fik genoprettet trygheden," lyder det i indstillingen.
Ville gøre det igen
Allan tænkte dog ikke på, at situationen kunne være blevet farlig.
"Jeg var mere sådan optændt af det hele og tænkte: Hvad fanden bilder de sig ind at lave sådan et nummer lige foran næsen på en? Men jeg ville gøre det samme igen. Sådan noget støder mod retssikkerheden. Det kan ikke passe, at folk tror, de bare skal have lov til at gå ind og tage det, de lige har lyst til," siger han og glæder sig til fredagens dusøruddeling.
"Det, synes jeg, er hyggeligt, og det er da dejligt, at man bliver påskønnet."
De to røvere, som Allan hjalp med at fange, blev begge idømt en straksdom på 1 års ubetinget fængsel.
Giv gerne snarrådige Allan et skulderklap i form af et like eler en deling i Facebook-opslaget under denne artikel: