Fortsæt til indhold

Så nogen vores afdøde søn?

Krimi
Jeppe Helkov

En dybt tragisk sag ramte i juli Tisvilde. En 25-årig mand, Lars, druknede den 7. juli, men blev først fundet den 11. juli i vandet på stranden i Tisvilde. Nu søger Lars' familie svar fra personer, der måtte have set ham op til hans død.
Den 25-årige mand blev fundet med to vægtskiver bundet om livet - og efter en obduktion konkluderede politiet, at der var tale om selvmord. Men siden har familien søgt svar. Derfor har de nu lavet en plakat, hvor de søger vidner, der kan have set deres søn i toget - eller på gå-ben i Tisvilde.
Lars ankom til Hillerød Station onsdag den 6. juli klokken 23.07, hvor han gik afslappet rundt og hørte musik, mens han ventede på toget mod Tisvilde. Kl. 23.43 gik han ind i toget, der otte minutter senere forlod stationen.
Kl. 00.21 ankom Lars til Tisvilde, og familien regner med, at han herefter er gået ned gennem hovedgaden med kurs mod stranden. Det meste af Lars' tøj blev fundet i nogle buske 100 meter vest for parkeringspladsen. Lars' ambåndsur gik i stå den 7. juli klokken 01.05 - altså 44 minutter efter han ankom til Tisvilde.
Lars' familie søger nu svar på følgende spørgsmål:
– Er der nogen, der har set Lars på Hillerød Station mellem klokken 23.07 og 23.43 den 6. juli?
– Er der nogen, der har kørt med Lars i lokaltoget fra Hillerød Station til Tisvildeleje Station mellem 6. juni klokken 23.51 og 7. juni kl. 00.21?
– Er der nogen, der har set Lars på strækningen mellem Tisvildeleje Station og den store parkeringsplads på stranden efter kl. 00.21?
Hvis du har set noget, kan du ringe til Lars' far Erik på 50633248.
Ugeposten Gribskov har været i kontakt med Lars' far - og har fået tilladelse til at bringe denne efterlysning.