I aftes brændte gården ned på mystisk vis
"Når en brand opstår flere steder, så peger det i retning af en påsat handling," lyder det fra politiet. <a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Ifølge EDC-mæglerne var salgsprisen 11.710.480 kroner, da en gård på Rishøjgårdsvej ved Gundsømagle den 18. august blev solgt. Søndag aften blev den ramt af en storbrand, som politiet i Roskilde nu er i fuld gang med at undersøge nærmere. Og ifølge Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands, så hælder man til, at branden var påsat.
"Vi kan konstatere, at der ikke er en naturlig forklaring på branden. Den er ikke opstået ét bestemt sted, og det gør os mistænkelige. Når en brand opstår flere steder, så peger det i retning af en påsat handling, men det må de nærmere undersøgelser be- eller afkræfte," siger Martin Bjerregaard til Lokalavisen Egedal.
Politi og brandvæsen fik de første meldinger søndag aften cirka kl. 21.32. Ved ankomsten til Rishøjgårdsvej, der ligger tæt på Jyllinge og Hovedvej A6, kunne de konstatere, at der var ild i tre af gårdens fire længer.
"Brandfolk fra blandt andet Roskilde, Greve, Taastrup og endda Næstved var med i den efterfølgende slukning. Kun den ene længe står tilbage uden skader, men de tre andre kan godt betegnes som nedbrændt," siger Martin Bjerregaard.
Trist syn for ægtepar
Et trist syn - ikke mindst for ægteparret Jørgen og Gerdi Agger, der har boet på gården i over 30 år.
"Vi flyttede fra gården for cirka ni år siden, men det er underligt at se ens tidligere hjem stå i den forfatning. Det er bestemt ikke sjovt," siger ægteparret, da Lokalavisen Egedal møder dem ved gården mandag morgen.
Ifølge Martin Bjerregaard, så kom ingen personer eller dyr til skade i forbindelse med branden.
Se flere videoer på localeyes.dk.