Bilist var ved at køre kænguru ned ved Horsens
Tirsdag aften fik politiet et opkald om et noget usædvanligt dyrskue.
Anmelderen havde klokken 22.08 på Vejlevej ved Teknisk Skole i den sydlige del af Horsens set en kænguru sidde i vejsiden.
Anmelderen var en bilist, der var tæt på at køre kænguruen ned, men dyret stak af, oplyser Lokalpolitiet i Horsens.
Når der spottes en kænguru i området, falder 'mistanken' straks på den albino-kænguru, som tidligere på året et par gange stak af et par gange fra sin indhegning hos Bjerre Kød i Bjerre.
Denne gang er det dog IKKE slagterens kænguru, der er på udflugt.
"Vi blev kontaktet i går, om det er en af vores, men det er det ikke. Vi holdt mandtal i går aftes, og de var der allesammen," fortæller Linda Kjerkegaard fra Bjerre Kød.
Slagteren i Bjerre har fem kænguruer gående indhegnet.