24-årig anholdt
Det lykkedes i weekenden for politiet at finde frem til en 24-årig mand som mistænkes for at have forsøgt at voldtage en 57-årig kvinde fredag eftermiddag. Det formodede voldtægstforsøg skete på en grussti mellem Tvedvej og Klintevej i Kolding.
Her blev den 57-årige kvinde pludselig væltet omkuld, hvorefter en mand satte sig overskrævs på hende. Han tog hende efterfølgende i skridtet og begyndte at knappe kvindens bluse op. Det lykkedes imidlertid for kvinden at vriste sig fra, og da der i det samme kom en hundelufter forbi, valgte overfaldsmanden at tage flugten.
Kvinden kunne dog give politiet et godt signalement af manden, og kort efter det havde været bragt i pressen, modtog politiet et navn på en mulig gerningsmand. De fandt således frem til den 24-årige mand, som nu er anholdt og sigtet for voldtægtsforsøg.
Manden erkender forholdene i forbindelse med overfaldet, men han nægter, at der var tale om voldtægtsforsøg. Han påstår, at der var tale om et røveriforsøg, fortæller lokalpolitiet i Kolding. Den 24-årige mand er indtil videre varetægtsfængslet i fire uger, mens efterforskningen fortsætter.