Fortsæt til indhold

Her jagtes gerningsmanden

Et Ryan Air-passagerfly blev torsdag aften ramt af laserlys et sted nord for Roskilde

Krimi
Kenneth Tanzer

Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde fik torsdag aften kl. 21.25 en anmeldelse om brug af laserlys mod et Ryan Air-passagerfly, der var i gang med indflyvningen til Kastrup Lufthavn.
"Piloten i flyet har oplyst, at laserlyset kom fra et sted nord for Roskilde," siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Kan du komme det nærmere?

"Ja, det skete et sted mellem Roskilde og Jyllinge. Vi arbejder stadig på at finde det eksakte gerningssted, men handlingen blev ikke foretaget i et byområde, men derimod på et åbent areal. Da det skete, havde flyet en højde på cirka 3.300 meter," siger Martin Bjerregaard.
Han lægger ikke skjul på, at brug af laserlys mod fly er en alvorlig overtrædelse.
"Det er bestemt ikke noget at spøge med. Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man blænder piloten, så der er tale om mere end bare drengestreger. Det er også tidligere blevet straffet hårdt - blandt andet er en person fra Roskilde blevet dømt for en tilsvarende handling," siger Martin Bjerregaard, som ikke tør spå om chancerne for at finde frem til gerningsmanden.

Bliver svært

"Hvis vi ikke kommer nærmere end de nuværende oplysninger, så bliver det svært at finde vedkommende, men vi har ikke givet op," siger Martin Bjerregaard.
Episoden med Ryan Air-flyet var faktisk ikke den eneste torsdag aften.
En halv time tidligere meddelte kontroltårnet i Kastrup Lufthavn, at et passagerfly fra Air Sweden under indflyvningen var blevet ramt af et laserlys. Flyet befandt sig på daværende tidspunkt over den yderste del af Sjællands Odde, hvorfra laserlyset blev sendt mod flyet.