Gavmilde borgere viser overvældende støtte
Camilla Ann Kluge og Berit Seifert Berensen fra Nivå har den sidste uge knoklet for at indsamle tøj og andre nødvendigheder efter families rækkehus brændte. De er vildt glade over byens store sammenhold
“Hold da op en hjælpsomhed. Det har været helt overvældende. Vi er nærmest faldet bagover over, hvor mange, der er kommet med tøj og ting...”.
Sådan siger de to Nivå-borgere, 29-årige Camilla Ann Kluge og 48-årige Berit Seifert Berensen, der for en uge siden satte en akut indsamling i gang på Facebook for den mor og hendes tre børn, der mistede alt, da en påsat brand raserede deres rækkehus på Kastaniens Kvarter i Nivå mandag ved midnatstid. De var ikke hjemme, da branden brød ud, og huset var overtændt, da brandvæsenet nåede frem.
“Hun er en nær veninde, og de har mistet alt. Derfor var det helt naturligt for os at gøre alt, hvad der er muligt for os for at hjælpe hende,” understreger de to kvinder overfor lokalavisen Uge-Nyt i Fredensborg.
Nivå står sammen
Udover tøj er der også kommet skoletasker, penalhuse og legetøj til børnene.
Fordi familien ikke havde en indboforsikring får de ikke dækket deres tab, og det har gjort det vanskeligere at komme videre, men midt i den ulykkelige situation har det været glædeligt og utroligt positivt for dem at opleve, hvordan Nivå-borgere står sammen.
“Vi er vildt glade for at mærke den opbakning og det sammenhold, der er i Nivå. Folk er virkelig gavmilde og åbenhjertige, når lokummet brænder. Og mange er selv kommet og har afleveret tingene,” oplyser de.
Sender stor tak
I samråd med deres hårdtramte veninde og af hensynet til hendes børn på fem, ti og 12 år har Camilla og Berit besluttet ikke at udtale sig om sagen.
Desuden foregår der stadig en politiefterforskning efter en 38-årig mand onsdag blev varetægtsfængslet i 14 dage, sigtet for brandstiftelse og trusler på livet.
Gennem Camilla og Berit vil kvinden gerne sende en stor tak for de mange ting, der er samlet ind til hende og børnene.
“Hun er både meget taknemmelig og samtidig meget overvældet over den store hjælp. Og hun kan ikke sige nok tak for hjælpen,” oplyser Camilla og Berit til Uge-Nyt.
De mangler endnu at skaffe lidt tøj og vinterstøvler til den mindste på fem år, men ellers er familien godt dækket ind.
Det var i Facebook-gruppen ‘Nivå borger', de slog indsamlingen op, og når familien på et tidspunkt får anvist en anden bolig, påtænker de at starte en ny indsamling for at hjælpe dem med møbler og inventar.