Pludselig var hendes hjemmeside overtaget af en anden
Katja Wassini lukkede sin hjemmeside i september måned - nu sælges der sko i hendes navn
Katja Wassini, fysioterapeut i Hørsholm, fik sig noget af en overraskelse forleden: Hun var begyndt at sælge sko fra sin egen hjemmeside. Hun vidste det bare ikke selv.
“Jeg googlede mit navn og fandt så ud af, at der på www.katjawassini.dk bliver solgt sko. Katja Wassini lukkede for en måneds tid siden ned for siden, som så åbenbert er blevet overtaget af en anden.
“Jeg har haft en it-kyndig bekendt til at se på siden, og den førte os til USA. Og det er ifølge min bekendt en side, der tømmer din konto, hvis du køber varer fra den”, lyder advarslen fra Katja Wassini.
Hun har meldt sagen til politiet, hvor politikommissær Mogens Mogensen fra Nordsjællands Politis efterforskningsafdeling har den på sit bord.
“Vi har modtaget anmeldelsen og skal nu finde ud af, om der ligger noget ulovligt bag dette. Nu skal vores jurister vurdere sagen. Ser de noget ulovligt i dette her, efterforsker vi den”, siger Mogens Mogensen til Ugebladet Hørsholm og tilføjer, at det ikke er hver dag, sådan en sag lander på hans bord.
Katja Wassini selv opfordrer på baggrund af denne oplevelse andre til at gå ind på Google med jævne mellemrum for at se, hvad der står om én.