’I kan ikke gøre mig noget’
En 15-årig asylansøger har lavet gentagne indbrud hos den samme familie. ’I kan ikke gøre mig noget,’ lød svaret, da politiet blev kontaktet
Kriminalitet betaler sig aldrig. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Men for en 15-årig dreng fra Asylcenter Gribskov har gentagne tyverier foreløbig været næsten omkostningsfrie. Det selvom politiet flere gange har fanget ham.
Første gang, den 15-åige var på spil, var i sidste weekend. Her brød han ind i et hus i Søborg. Indbruddet blev opdaget ved, at Louise Petersen ved 14-tiden satte sin datter af ved deres hjem, mens hun selv kørte på tankstationen. Da den 10-årige pige kom ind i hjemmet, fik hun dog et chok.
Inde i huset stod den 15-årige asylansøger - og han var tilsyneladende sulten. I hvert fald stod der brød, smør og en pølse på bordet i køkkenet. I stedet for at gå i panik sagde datteren 'no' til drengen flere gange - og det fik ham til sidst til at forlade lejligheden.
Fandt ham ved togstation
Efterfølgende opdagede familien, at indbrudstyven havde taget mobiltelefoner, tøj og andre småting. Skæbnen ville, at Louise Petersen senere samme dag stødte på gerningsmanden ved togstationen. Her blev han først konfronteret, ligesom der blev ringet efter politiet.
"Jeg spurgte ham, om jeg måtte tage billeder af ham, og det havde han ikke noget imod," siger Louise Petersen til Ekstra Bladet. Politiet kom efterfølgende til stedet og hentede den unge dreng, men det virkede ikke til at påvirke den unge mand. "'Jeg er ligeglad, I kan ikke gøre mig noget', sagde han til mig," fortæller Louise Petersen.
Og den 15-årige indbrudstyv fik faktisk stort set ret. Da politiet kom til stedet, genkendte de med det samme den unge mand, som de også havde haft fat i tidligere. Efter en tur på stationen blev han dog løsladt igen.
"Han blev taget med på stationen, og der blev han sigtet, afhørt og løsladt," siger pressechef i Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.
Og den 15-årige asylansøger var tilsyneladende ikke blevet afskrækket. Dagen efter var den i hvert fald gal igen. Da Louise Petersen kom hjem ved 17-tiden, så hun den samme dreng hive i hoveddøren og kigge ind ad vinduerne til hendes hjem. Han havde også været i familiens værksted - og havde i samme ombæring stjålet nogle gamle mobiltelefoner og nogle flasker spiritus.
"Jeg kørte efter ham i bil anden gang, hvor han cyklede, men jeg behøvede ikke at jagte ham, for han har ikke noget imod at blive fanget," siger Louise Petersen til Ekstra Bladet.
Igen kom politiet og tog den 15-årige med. Men efter en kort tur på stationen blev han igen løsladt.
Kan ikke gøre mere
"Kravene for at varetægtsfængsle ham er slet ikke opfyldt. Det er almindeligt tyveri, som normalt vil give en bøde. Derfor skal vi løslade ham, og så kan vi ikke gøre mere," siger Henrik Suhr.
Det er ikke den første gang, at den 15-årige er på spil i Louise Petersens nabolag. Tidligere har han også stjålet en nabo-drengs cykel.
Hos Røde Kors, som har ansvaret for Asylcenter Gribskov, er de kede af det ubehagelige forløb.
Kede af det
"Vi er på alle måder kede af det grænseoverskridende og ubehagelige forløb, familien i Søborg har oplevet, og vi forstår godt familiens reaktion. Der er tale om en psykisk skrøbelig og meget forvirret 15-årig dreng, der ikke længere bor på Center Gribskov. Han er påvirket af flugten og de oplevelser, han bærer med sig. Udlændingestyrelsen har besluttet (som den faste procedure foreskriver), at han skal flytte videre til et opholdscenter, og den beslutning har han ikke kunnet kapere," skriver han i en mail til Ekstra Bladet.
Den 15-årig dreng er egentlig asylansøger i Sverige - og han skulle angiveligt være endt i Danmark, fordi han glemte at stige af toget i Malmø, og dermed kørte han tilbage til Danmark. Han afventer nu at blive sendt tilbage til Sverige.
I det lille hjem i Søborg præger den 15-åriges hærgen dog stadig.
"Mine børn er angst for at være derhjemme, og det er væmmeligt. Vores liv er vendt på hovedet nu," siger Louise Petersen.