Fortsæt til indhold

Afdøde patienters værdier forsvinder

Politiet efterforsker tyverier af afdøde patienters kontanter og smykker, skriver Ekstra Bladet

Krimi
Signe Haahr Pedersen

Gentofte Hospital har de seneste måneder været udsat for en række besynderlige tyverier fra aflåste pengeskabe, der indeholder afdøde patienters kontanter og værdigenstande.

Ikke tegn på indbrud

Det bekræfter både hospitalet og Nordsjællands Politi overfor Ekstra Bladet. Avisen skriver, at det formodes at være en person, som har sin daglige gang på stedet, der står bag, da man skal vide, hvor pengeskabene og nøglen til dem befinder sig. Desuden har der ikke været nogen tegn på indbrud.
"Vi skal nu undersøge hvem og hvor mange, der har haft adgang til pengeskabene," siger Carsten Spliid fra Nordsællands Politi til avisen.
Gentofte Hospital har nu underrettet skifteretterne, som har sørget for at kontakte de afdødes pårørende og arvinger. Hospitalet kan ikke sige noget om værdien af det stjålne.
"Vi har ikke kompetence til at vurdere værdien af de smykker, der opbevares, og vi kan derfor ikke udtale os om et anslået beløb," siger Karina Holmark, leder af Direktionssekretariatet for Herlev og Gentofte Hospital til Ekstra Bladet.

Guldringe er forsvundet

Avisen har også talt med Simon Andersen, som er pårørende til en af de afdøde, som er blevet bestjålet. Nærmere bestemt hans svigerfar, hvis guldringe er forsvundet.
"Det er træls, at sådan noget sker. Det er ærgerligt, at man ikke som pårørende kan stole på, at tingene bliver opbevaret sikkert. Hvis der er mange, som har adgang til nøglen til pengeskabene, så bør der være et kontrolsystem."