Idrætshal styrtet sammen
Ingen personer kom til skade, da det tomme Rønbæk Idrætscenter natten til søndag blev ramt af en sammenstyrtning. To tagspær knækkede og har skabt et hul i taget, hvor regnen vælter ned igennem denne våde søndag.
"Vi fik en tyverialarm klokken 3, en alarm, som udløses ved bevægelse," fortæller afdelingsleder i Ejendomscentret Michael Ertmann.
"Men da vægteren nåede frem, kunne han se de omfattende skader og alarmerede os andre."
LÆS OGSÅ: Den nye Rønbæk Hal blev indviet (sep, 2011)
Beredskabsstyrelsen tilkaldt
Beredskabstyrelsen blev tilkaldt sammen med indsatsleder Christian Nøddelund fra Beredskab & Sikkerhed Favrskov.
Udenfor er skaderne svære at få øje på. Bygningen er trykket lidt, hvor spærrene gav op, men taget har fået et stort hul, viser Beredskabstyrelsens dronevideo.
"Hvor skal børnene nu træne"
Lene Søndergaard, lærer på den nærliggende Rønbækskolen, kom forbi på søndagens løbetur:
"Nu må vi se, hvordan vi klarer den, for vi bruger jo hallen til eleverne."
Et par genboer står og betragter hallen udefra.
"Vi hørte et ordentligt brag klokken tre i nat."
De nærmeste dage vil begge haller være lukket af, siger Michael Ertmann.
"Vi skal lige have et overblik, så må vi se."