16-årig pige stjal ældre kvindes taske og slog politibetjent
Jeppe Rafn
En 68-årig kvinde fra Hornsyld var lørdag klokken 16.55 ved at løsne sin hund, som havde stået bundet udenfor Dagli'Brugsen på Møllevej i Hornsyld, da hun fik stjålet sin indkøbstaske, hun havde sat på jorden.
Indkøbstasken blev stjålet af en ung person i en hættetrøje, som snuppede tasken og løb væk med den.
Det viste sig at være en 16-årig pige fra lokalområdet, som kort tid efter blev tilbageholdt af en borger, der ringede til politiet. Da politiet nåede frem og ville anholde hende, slog hun en betjent. Pigen er derfor sigtet for både tyveri og vold mod en polititjenestemand.
Hun havde kastet indkøbstasken fra sig, men havde den 68-årige kvindes pung på sig. Den havde ligget i tasken, oplyser Horsens Lokalpoliti.