Politiet efterlod sultne hunde alene i 50 timer
"Politiet har været klar over at der var 4 sultne og tørstige hunde i lejligheden, men havde undladt at gøre en skid ved det."
Den rasende ytring kommer fra John Stubtoft Nielsen, Områdeformand for Furesø i Dyrenes Beskyttelse og bestyrelsesmedlem, på Facebook.
"En opdatering fra den virkelige verden, hvor 4 hunde er involveret. En bekymret henvender, ringer til 1812, Dyrenes vagtcentral. Hun fortæller, at der i en lejlighed befinder sig 4 hunde, som har været alene i lang tid, og som opfører sig voldsomt."
John Stubtoft Nielsen synes, at den måde myndighederne har tacket situationen er under al kritik.
"Personalet på 1812 arbejdede meget på at få politiet ud, men det viste sig umuligt. Lørdag aften kl 21.30, får jeg overdraget sagen."
"Det viser sig, at ejeren var blevet anholdt torsdag aften, og at lejligheden er blevet ransaget umiddelbart efter. Det vil sige at politiet har været klar over at der var 4 sultne og tørstige hunde i lejligheden, men havde undladt at gøre en skid ved det. Først efter gentagne henvendelser blev de 3 af hundene fjernet lørdag aften ved 23 tiden."
"Den sidste hund havde tilsyneladende spist sin hvalp, og den bliver først fjernet på mandag, ved en dyrlæge. Dvs. at hundene har været alene i ca 50 timer, uden mad og vand. Jeg mener ikke, at politiet har udført deres arbejde særlig godt i denne sag. Jeg vil strække mig til at sige elendigt."
John Stubtoft Nielsen får stor opbakning på Facebook, men hos Nordsjællands Politi er man knap så glad for beskrivelsen.
"Det er korrekt, at torsdag aften anholder en mand udenfor sit hjem. Han bliver varetægtsfængslet fredag, og så snart vi bliver gjort opmærksomme på, at der er hunde i hans hjem, så tager vi os selvfølgelig af det," siger Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Han fortæller, at 3 af hundene blev hentet lørdag aften, mens den sidste blev tilbage med fyldt mad- og drikkeskål.