"Danske mænd er blevet til vatnisser"
I en ny TV 2-serie koncentrerer B.S. Christiansen sig om de vage og beslutningsforskrækkede mænd, der er kørt fast i den moderne manderolle.
"Der er mange mænd, som kontakter mig, fordi de er kede af det. De føler, at de lever et liv på andres præmisser, og de har mistet kontakten til deres maskulinitet," siger B.S. Christiansen til TV 2 og fortsætter.
"Derhjemme giver de næsten altid efter – for at få fred. Og efter nogen tid, hvor de bare har ladet stå til, begynder de at foragte sig selv."
"Pudsigt nok synes deres kærester eller ægtefæller også, at de er blevet kedelige og uinspirerende at være sammen med, og så bliver de måske dumpet til fordel for en spændende mand med skægstubbe og en stor motorcykel," forklarer den tidligere jægersoldat og nuværende coach om den grundlæggende problemstilling, der ligger bag hans nye initiativ med 'BS & manddomsprøven', som har premiere mandag klokken 20.00 på TV 2.