Fortsæt til indhold

Mand vågnede op med mindst syv knivstik i kroppen

Krimi
Af Daniel Sennek

En 23-årig mand står anklaget for drabsforsøg på en 35-årig mand. Et drabsforsøg, der tilsyneladende skete som følge af et trekantsdrama mellem de to mænd og en kvinde. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. Episoden fandt sted i Hovgårdsparken i Espergærde en tidlig augustmorgen sidste år.
Den 23-årige tiltalte og den 35-årige forurettede tilbragte hele aftenen sammen før knivstikkeriet. Her talte de to mænd tilsyneladende om den kvinde, som de begge bejlede til. Herefter lagde de sig til at sove, og det er her trekantsdramaet udvikler sig til drabsforsøg.
Den 35-årige mand forklarede nemlig i retten, at da han vågnede op, så han, at han var blevet stukket i brystkassen, den ene arm og den ene hånd. Det blødte voldsomt, men manden havde ikke mærket knivstikkeriet. Han gik i chok, da han så, hvor hårdt såret han var.
Den 35-årige blev stukket ikke under syv gange med en kniv, herunder flere gange i brystet, i maven, i den ene arm og den ene skulder, hvorved han fik skader på lever, mavesæk, tolvfingertarm, bugspytkirtel og højre lunge, og han var i alvorlig livsfare, skriver sn.dk.
Den 23-årige tiltalte, den 35-årige forurettede og den kvinde, som er centrum for trekantsdramaet, kender hinanden fra et asylcenter i Roskilde. De har alle været i Danmark i omkring halvandet år.
Der bliver afsagt dom fredag.