Nu samler Julie ind til hans sønderknuste familie
Julie Lockdahl vil sende sørgende familie afsted på rejse i Niels' minde
Lørdag den 9. april døde 10-årige Niels Basse Pedersen, efter han dagen forinden havde været involveret i en tragisk trafikulykke, hvor han blev påkørt af en bakkende lastbil på Spangsbjerg Kirkevej i Esbjerg.
Til ære for og mindet om Niels har Julie Lockdahl, der er ven af familien, startet en indsamling på Facebook. Formålet er, at indsamle penge til Niels Basses efterladte, så de kan rejse ud i verden og besøge de steder, som Niels drømte om at besøge. Og midt i den knusende sorg meddeler Julie nu, at indsamlingen går rigtig godt.
"Idag har jeg indsamlet 30.000 kroner. Jeg er meget taknemmelig for, at så mange har støttet mig - så tusind tak til alle der har doneret penge! Jeg ville gerne være denne indsamling foruden, da det ville betyde, at Niels stadig var her hos os, men sådan er verden uretfærdig. Vi savner dig Niels," skriver hun på Facebook.
Samtidig fortæller hun lidt om hendes forhold til den glade 10-årige dreng, som hun beskriver som et varmt og omsorgsfuldt menneske.
"Jeg lærte Niels at kende for mange år siden, da vi var 3 familier, som blev enige om at drage på ski sammen. Vores skihold har gennem årene været på nogle helt fantastiske skiture, hvor vi har grinet, hygget og suset ned af pisterne. For mig har skiferien været et af årets absolutte højdepunkter, og jeg ved, at Niels havde det på samme måde, da han pakkede flere måneder før. Han var altid glad, og hans altid livlige humør gjorde, at man ikke kunne andet end at holde af ham. På alle mine fremtidige skiferier, så vil jeg for mig se, at du overhaler mig, sender mig dit vinderblik og stopper op for enden af pisten og sige: "haha Julie, jeg kom først igen”. Dette lille væsen spredte ualmindeligt meget glæde i hjerterne på folk omkring ham," skriver Julie, som har oprettet indsamlingen i håb om, at hans familie kan få mulighed for at besøge nogle af de steder i verden, som Niels drømte om at besøge.
"Han drømte om, at besøge sin elskede fodboldklub i Barcelona og Canada. Niels fik et verdenskort af sine forældre, hvor han kunne sætte nåle alle de steder han allerede havde besøgt. Niels havde sat en nål i New Zealand., hvor han ikke har været. Hvorfor han havde sat en nål netop der, det får vi aldrig af vide. Men New Zealand skal besøges," skriver Julie, som fortsat modtager donationer med kyshånd ligegyldig størrelse.
"Pengene går ubeskåret til Mette, Morten, Magnus og Jens, så de i fremtiden kan rejse ud i verden i Niels' minde," skriver Julie.
Hjælp Julie med indsamlingen. Se hvordan du kan donere i hendes Facebook-opslag nedenfor artiklen.