Formodede tyve prøvede at køre politibil af vejen
To unge mænd er anholdt og sigtet for en lang række forhold
To unge mænd fra Odense blev ved fire-tiden natten til mandag anholdt efter en heftig biljagt, som endte ude i Vollsmose.
En patrulje fra Fyns Politi blev opmærksom på en mistænkelig grå personbil, efter de havde været ude til et indbrudstilfælde i en villa i Seden.
"I forbindelse med et indbruddet observerer politipatruljen et køretøj, som kører rundt i området. Bilen stikker så af, og det går ud omkring Kertemindevej, før flugtbilen til sidst på Vollsmose Allé påkører den ene patruljevogn," forklarer vagtchef Kim Munksgaard til Lokalavisen Odense, som samtidig oplyser, at ingen kom til skade i forbindelse med biljagten.
To unge mænd på 22 og 23 år blev til sidst standset, anholdt og sigtet for et væld af lovovertrædelser.
"Vi får kort efter bragt køretøjet til standsning på Vollsmose Allé, og i den forbindelse har vi anholdt to personer. De er sigtet for en række færdselsovertrædelser, at have forvoldt fare for andres førlighed og vold mod tjenestemand. Derudover er føreren sigtet for at have kørt påvirket, da han formentlig var påvirket af narko. Og så blev der også fundet lidt narko i bagagerummet," siger vagtchefen.
Om de to mænd havde noget med indbruddet at gøre, ved politiet endnu ikke med sikkerhed.
"Vi har en formodning om, at der er en sammenkædning mellem de to personer og indbruddet i Seden, men der er blandt andet noget overvågningsvideo, vi lige skal have kigget igennem," forklarer Kim Munksgaard.