3-længet gård med stråtag nedbrændt i Glesborg Kær
Ingen personer kom noget til da stråtækt gård nedbrændte lørdag aften på Glesborg Kærvej
Der var op til fem meter høje flammer over taget og stor strålevarme, da en ældre og mindre 3-længet gård med stråtag lørdag aften nedbrændte på Glesborg Kærvej uden for Glesborg.
Der var ingen beboere i bygningerne og ingen dyrehold på gården.
Ifølge politiets oplysninger så en nabo flammer fra skorstenen i beboelseshuset, hvor der var ild i en brændeovn.
Brandvæsnet blev alarmeret kl. 19.24 og brandmændene fra Beredskab & Sikkerhed kunne ikke redde den overtændte ejendom. Dels var det ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt at trænge ind i beboelseshuset, og dels var skaderne for omfattende.
Derfor iværksatte man en kontrolleret nedbrænding.
Brandvæsnet opholdt sig på stedet til efter midnat.