29-årig mand stukket i låret
En 29-årig mand fik sent i går aftes et knivstik i sit venstre lår.
Det skete på gaden i Rædersgade i Horsens klokken 23.38, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Politiet kan ikke oplyse, hvad der er gået forud for knivstikkeriet, men den 29-årige mand har oplyst, at han kender ham, der stak ham i låret.
"Han har udpeget en mand, som vi leder efter," fortæller vagtchef Hans Hoffensetz, Sydøstjyllands Politi.
Gerningsmanden stak af i en bil efter knivstikkeriet mod den 29-årige mand, som ifølge politiet ikke er kommet alvorligt til skade.
Den 29-årige mand er fra Horsens. Politiet ønsker ikke at give nærmere oplysninger om knivstikkeren, der kan se frem til at blive sigtet for kvalificeret vold, som er en grovere type end det, man kalder simpel vold.