Her blev 6-årige Silke fundet
Jacob Nielsen
Fyns Politi modtog søndag aften klokken 20.39 anmeldelse om, at 6-årige Silke ikke var vendt hjem til bopælen på Saugstedlund i Faaborg. Hun var ikke set siden klokken 18.30, og derfor tog politiet ingen chancer. Man satte straks hundepatruljer ind i eftersøgningen og lagde an til at en helikopter skulle i luften.
Heldigvis kunne man afblæse det hele omkring klokken 22.30. Det viste sig, at den lille pige var gået ned ad vejen, hun bor på, og havde gået ind til en børnefødselsdag, hun ikke var inviteret med til.
Først da fødselsdagen var slut og beboerne skulle lægge deres eget barn i seng, opdagede de, at lille Silke også lå i sengen. Hun er nu hjemme igen hos sin familie på Saugstedlund, oplyser Fyns Politi til TV2 Nyhederne.