Tur med pirattaxa 'kostede' 9.000 kroner
En 37-årig mand fra Horsens opdagede torsdag eftermiddag, at der var blevet hævet næsten 9.000 kroner på hans Mastercard, som han vel og mærke ikke selv havde hævet.
Hævningerne var sket, efter han natten til torsdag havde taget en pirattaxa hjem fra byen i Horsens.
Den 37-årige mand havde sagt ja til en billig tur i en bil med tre mænd af anden etnisk oprindelse end dansk.
En del af betalingen bestod i, at han undervejs på en tankstation skulle betale for omkring 150 kroner benzin, som han betalte for med sit Mastercard.
Det fremgår ikke klart af politiets døgnrapport, om han fik sit kort stjålet, men fremgangsmåden svarer til flere tidligere sager i år, hvor personer i nattelivet er blevet narret af en pirattaxa med tre udenlandske mænd, der har stjålet 'kundens' Mastercard.
Det er sket i Kolding den 16. januar og 31. januar og senest i Vejle den 30. april, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz ved Sydøstjyllands Politi. På disse ture har kunderne ligeledes som en del af betalingen betalt for benzin på en tankstation.
Politiet advarer om at benytte de ulovlige pirattaxaer.