Ung mand tændte grillen i nat - og satte politi og brandvæsen i alarmberedskab
Jeppe Rafn
Politi og brandvæsen modtog i nat klokken 02.08 en melding om røgudvikling fra ejendommen Nygade 70 i Horsens.
Politipatruljer, indsatsleder og brandvæsen rykkede ud til stedet, fortæller politikommissær Morten Marnow, Horsens Lokalpoliti.
"Røgudvikling fra en ejendom er noget, vi taget meget alvorligt," siger han.
Det var dog ikke så alvorligt som frygtet. En 30-årig mand, der bor i ejendommen, var blevet sulten og ville grille pølser. Han havde derfor tændt grillen på altanen. En forbipasserende så, at det røg, og ringede derfor og anmeldte det.