Kvinde sexkrænket af ung udenlandsk mand
Sent fredag eftermiddag fik Sydsjælland og Lolland-Falsters politi en opringning fra en kvinde, der havde haft en ubehagelig episode i den vaskekælder, der hørte til hendes ejendom på Kongeleddet i Rødby.
Her havde en udenlandsk mand befamlet kvinden, men det lykkedes for hende at slippe fra ham.
Kort efter fik politiet en ny melding om, at en ung udenlandsk mand gik rundt på Kongeleddet i Rødby og tog i bildørene på de biler, der holdt parkeret. Det havde nogle borgere påtalt overfor den unge mand, som var blevet temmelig ophidset og begyndte at true med en kniv og en metalstang.
Politiet var på stedet kort efter, hvor de fik fat i manden – en 18-årig mand fra lokalområdet. Politiet mener, at det er den samme gerningsmand, der står bag begge sager. Og derfor blev den 18-årige mand anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse og vold.