Fortsæt til indhold

Knallertkører kastet over bil i højresvingsulykke

En 23-årig mand på knallert til behandling på hospital efter påkørsel på Ringvejen i Grenaa

Krimi
Af Martin Schultz

En mand på en knallert måtte søndag eftermiddag køres på hospitalet, efter at han var blevet påkørt af en bil, som ville dreje fra Ringvejen og ind på Kobrovej i Grenaa.
Påkørslen skete, da en 50-årig kvindelig bilist søndag kl. 15.00 kørte ad Ringvejen mod nord.
I krydset Ringvejen/Kobrovej foretog kvinden et højresving ind på Kobrovej, men overså og påkørte en 23-årig mand på en knallert, som kørte på cykelstien på Ringvejen i samme retning.
Manden blev ifølge politiets oplysninger kastet over bilen ved påkørslen og landede på modsatte side i vejkanten/grøften.
Manden blev bragt til hospitalet, hvor det blev konstateret, at han havde pådraget sig en knækket knæskal samt fået en flænge ved en albue.