Lad bare de unge rejse til Syrien
Hvis mand gerne vil forhindre terror i Danmark, så bør de danske myndigheder ikke tage passet fra unge, der vil til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, men i stedet lade dem rejse der ned, mener terrorekspert. Det skriver Jyllands-Posten.
For når man forhindrer de unge IS-sympatisører i at rejse ned for at kæmpe, så kan de i stedet blive fristet til at begå terror indenfor Danmarks grænser, lyder det fra PET.
Det er Politiets Efterretningstjeneste, der i deres seneste terroranalyse slår fast, at det kan være risikabelt at bremse folk, der ønsker at rejse til Syrien eller Irak, fordi der "i visse tilfælde kan opstå frustration, der kan skabe intention om at begå terror".
Terrorforsker og forskningsleder ved Forsvarshøjskolen i Stockholm, Magnus Ranstorp, mener derfor, at man ikke skal tage passet fra de unge, der ønsker at rejse, men blot lade dem tage afsted.
"Frem for forebyggende at forsøge at forhindre de unge i at rejse, hvorved de dermed kan blive en større trussel i Danmark, burde man hellere lade dem rejse og så i stedet overvåge deres tur gennem Europa, fange dem i Tyrkiet på grænsen til Syrien, få de tyrkiske myndigheder til at sende dem tilbage til Danmark og så retsforfølge dem her i landet," siger Ranstorp.
Det er Venstres retsordfører, Peben Bang Henriksen, dog ikke helt enig i. Han kan umiddelbart ikke vurdere, om et samarbejde med de tyrkiske myndigheder kan realiseres, men generelt fastholder han, at det er fornuftigt at tage passet fra personer, som vil til Syrien. Også S og DF forsvarer pasloven.
"Man kan ikke lade folk rejse rundt, hvis de ønsker at begå terror. Det er, uanset hvor det er," siger retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Kofod Poulsen.