Fortsæt til indhold

Derfor skete dødsulykken på Ringvejen

Østjyllands Politi har frigivet yderligere oplysninger om den alvorlige trafikulykke på Ringvejen i Grenaa mandag aften

Krimi
Af Martin Schultz

En bilist vurderede, at han kunne nå at foretage et venstresving fra Dalsgårdevej og ud på Ringvejen i Grenaa, da han blev ramt af en 21-årig mand på en motorcykel, som senere døde af de kvæstelser han pådrog sig ved sammenstødet.
Det er foreløbig politiets opfattelse af den ulykke, som mandag aften var årsag til at en 21-årig mand senere på aftenen på Aarhus Universitetshospital afgik ved døden.
Grenaa: Ung mand på motorcykel mistede livet efter trafikulykke
Ifølge Østjyllands Politi kørte den 55-årige mand mandag aften kl. 20.35 ad Dalsgårdevej mod vest mod krydset Dalsgårdevej/Ringvejen i Grenaa. Han skulle svinge til venstre og videre ad Ringvejen i retning mod Randers
Ifølge politiet bemærkede han to motorcyklister, der bagefter hinanden kørte ad Ringvejen i retning mod syd. Bilisten vurderede, at han kunne foretage sit venstresving og køre videre ad Ringvejen mod nord.

De nærmere omstændigheder undersøges

Da han var midt på Ringvejen, blev hans bil påkørt på den bageste del af bilen.
Den 21-årige mandlige motorcyklist fik førstehjælp af vidner, der kom til stedet, fortæller Østjyllands Politi.
Den unge motorcyklist døde senere på hospitalet som følge af sine skader.
Politiet fortæller, at en bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken på uheldsstedet.