Hvor naiv kan man være? Sådan franarrede "tyrkisk kvinde" 200.000 kroner fra dansk mand
200.000 kroner. Så mange penge har en 61-årig mand fra Holbæk smidt efter, hvad han troede var en tyrkisk kvinde i nød. Midt- og Vestsjællands Politi modtog mandag klokken 13.50 en anmeldelse fra manden om bedrageri. Via internettet har han haft kontakt med en person, der udgav sig for at være en tyrkisk kvinde, der havde arvet 20 millioner engelske pund.
”Kvinden” havde bedt manden om at overføre penge af flere omgange, så hun kunne få arven udbetalt. Det gjorde den 61-årige, som stole blindt på historien, og på den måde mistede han de mange penge.
Politiet har tidligere advaret imod, at man indgår aftaler om overførsel af penge m.v. fra personer, som man ikke kender, også selv om det lyder tillokkende med en stor pengegevinst i sigte.
Der er tale om bedrageri, hvor man bliver fuppet til at udbetale penge, som man absolut ikke ser igen. Sagerne er samtidig vanskelige at efterforske for politiet, da bedragerne typisk sidder langt fra Danmark, oplyser politiet.