Unge skader sig selv med vilje på nettet
Digital selvskade blandt unge er et nyt fænomen, som skal tages alvorligt
De fleste har hørt om selvskadende adfærd såsom cutting og spiseforstyrelser blandt unge, men de seneste år har selvskade vist sig i en ny digital forklædning. Det er noget, de kender til på Center for Digital Pædagogik, hvor man gennem den online ungdomsrådgivning, Cyberhus.dk, hvert år har cirka 8.000 rådgivende interaktioner med udsatte unge. Her ser man, at unge benytter såkaldt "digital selvskade" til at skade sig selv.
"Ved digital selvskade benytter de unge digitale kanaler såsom Facebook, Tumblr eller Ask FM til at opnå en reaktion. Det gøres blandt andet ved at bruge falske profiler på de sociale medier, hvorfra de kommunikerer nedgørende indhold mod dem selv - eller opsøger konflikter med andre med det formål at blive nedgjort," fortæller Anni Marquard, der er initiativtager og centerleder i Center for Digital Pædagogik.
Ved digital selvskade kan der - som ved al anden selvskade - være mange bagvedliggende årsager, men oftest udøves den for at dæmpe svære følelser som vrede, angst og jalousi. Hvis den unge har svært ved at mærke sig selv eller sine følelser, kan selvskade også være en måde at frembringe en reaktion på. Og netop reaktionerne er, hvad de unge går efter. Dem kan de få i nogle af internettets mange grupper, hvor man kan møde ligesindede, som forstår, hvad man gennemgår, og som man kan fortælle sin historie til. Men man kan også hurtigt havne i nogle grupper, debatter og kommentartråde, som fokuserer meget på selvskade og nærmest glorificerer det. Det skal de unge, som besøger disse grupper, være opmærksomme på.
Auto trolling
Et uhyggeligt fænomen indenfor digital selvskade er begrebet auto trolling.
"Her opretter en person forskellige falske profiler, og derfra retter han/hun angreb mod sin egen profil. Det virker grotesk, men det handler faktisk om, at disse unge angriber dem selv," siger Anni Marquard, som fremhæver et tragisk eksempel fra for et par år siden.
"Her troede man, at den unge engelske pige, Hannah Schmit, begik selvmord efter at være blevet udsat for grov digital mobning. Men politiets undersøgelse fandt efterfølgende frem til, at der ikke havde været andre involveret, og at beviserne pegede på at Hannah havde “angrebet” sig selv ved brug af forskellige falske profiler mod sig selv. Sagen fik de britiske myndigheder til at stille skarpt på behovet for at de sociale medier tager ansvar for at moderere og stoppe digital mobning, og samtidig har det åbnet op for en nuancering af fænomenet digital mobning, til også at omfatte digital selvskade," siger Anni Marquard.
I Center for Digital Pædagogik har man siden 2009 været udnævnt som officiel dansk helpline på området i et europæisk samarbejde. Og her er man i løbende dialog med sociale medieplatforme såsom Facebook og Ask FM for at værne om de unges digitale trivsel.
Se mere om Center for Digital Pædagogik her: KLIK