Disse 2 ting skal du ikke gøre, hvis du vil undgå trafikbøder
Hold afstand og kør ikke for stærkt.
Hvis du overholder disse to regler, så slipper du sikkert for straf, når politiet overalt i landet gennemfører en kontrolkampagne i denne uge fra mandag den 2. maj til søndag den 8. maj.
"Selv om antallet af alvorlige trafikulykker fortsat falder i Danmark, er der stadig for mange bilister, der kører alt for hurtigt og dermed udsætter sig selv og andre for fare," siger chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Erik Terp Jensen.
LÆS OGSÅ: Vanvidsbilist fik '21 klip' i kørekortet på én dag: Her er straffen
Samtidig fokuserer politiet på afstand. Det er risikabelt at køre for tæt på en forankørende, og det er en overtrædelse af færdselsloven. Afhængig af grovheden af overtrædelsen kan man risikere at få en bøde, et klip i kørekortet eller en betinget frakendelse af førerretten. Det skete sidste år for mere end 500 bilister.
"Mange bilister er ikke opmærksomme på, at de kører for tæt. Når politiets medarbejdere stopper bilister i trafikken og viser filmoptagelser af deres kørsel, bliver mange overraskede over, at de ikke holder tilstrækkelig afstand og dermed skaber farlige situationer," siger Erik Terp Jensen.
LÆS OGSÅ: Vanvidsbilist gik amok: Mand på krykker ville berolige ham - det skulle han ALDRIG have gjort