Fortsæt til indhold

Moderen vil have 2,3 mio. kr. i erstatning

Krimi
Af Daniel Sennek

Vestre Landsret har afgjort, at det var faderen, som var ansvarlig for den ulykke, der førte til, at hans dengang knap fireårige søn mistede synet på det ene øje og fik hjernetraumer. Det skriver Ritzau.
Faderen er selvstændig montør, men da ulykken skete i 2012 arbejde han også ved Aalborg Kommunes motorcrossbane i Hvorup, hvor han var lønnet fritidsmedarbejder. Det var her, at den tragiske ulykke skete.
Den 23. juni 2012 havde faderen nemlig sønnen med på arbejde på motorcrossbanen, da barnets mor skulle i byen, og han selv skulle arbejde der. Da faderen og sønnen på et tidspunkt går ind på værkstedet, der hører til banen, stod faderens egen motorcrossmaskine lænet op ad en væg.
Han så sønnen løbe hen mod den, mens han selv vendte sig kortvarigt for at vaske hænder. Her hører han et brag og vender sig om med det samme. Han ser det frygtelige syn, at maskinen er væltet ned over sønnen, der havde forsøgt at kravle op på den. Styret ramte drengen så uheldigt, at drengen blev blind på det ene øje, og har andre varige skader.
Moren anlagde efterfølgende sag mod faderen og Aalborg Kommune, der var farens arbejdsgiver i den givne situation. Og nu har Landsretten så afgjort, at det er faderens ansvarsforsikring gennem Alm. Brand, der skal betale erstatning til sønnen. Sønnen har gennem sin mor krævet 2,3 millioner kroner i erstatning, men størrelsen afgøres senere.
Aalborg Kommune bliver frifundet, da Landsretten ikke finder, at der er noget galt med værkstedets indretning og rutiner. Det var således helt almindeligt at stille cyklerne op ad væggen.
Under retssagene har flere vidner fortalt, at de havde bedt faderen om at styre si dreng, og se efter ham, fortæller Ritzau. Og på den baggrund mener både By- og Landsret, at faderen burde have holdt bedre øje med drengen og have grebet ind, da han så, han var på vej mod maskinen.
Han er derfor ansvarlig for skaderne, og da uheldet ikke skete som en følge af faderens arbejde, skal hans private ansvarsforsikring betale.