Politiet advarer om romaer i Horsens
Politiet har i pinsen modtaget to anmeldelser om romaer, der prøver at stjæle eller sælge platguld eller lignende værdiløse ting og sager.
Lørdag klokken 12.46 forsøgte en 'velklædt' roma at standse biler på Silkeborgvej ved Horsens Golfklub. Personen var forsvundet i en sølvfarvet bil, da politiet ankom for at tage en snak med vedkommende.
Mandag klokken 15.11 blev en 43-årig kvinde opsøgt i Amaliegade i Horsens af tre mænd og en udenlandsk kvinde i en sølvfarvet BMW, der spurgte om vej til sygehuset.
Da hun havde forklaret dem vejen, ville den udenlandske kvinde takke hende ved at give hende en guldring og hænge en halskæde om halsen på hende. Hun fik sig dog revet løs, og så forsvandt bilen med de tre mænd og den udenlandske kvinde, der beskrives som sydeuropæisk med brun hud, cirka 45 år, 165-170 centimeter høj, kraftig og langtsort hår i en hestehale. Hun talte gebrokkent engelsk.
Politiet betragter episoden som et forsøg på tricktyveri.
"Man skal være meget opmærksom på de her typer, der virker venlige. Pludselig har du mistet dine smykker, ur og telefon. De er meget behændige," advarer politikommissær Morten Marnow, Horsens Lokalpoliti.