Fortsæt til indhold

Tidligere dømt for dødsvold og drabsforsøg

Krimi
Af Daniel Sennek

"Der er nogen efter mig."
Det er det sidste, som nogen har hørt til den efterlyste 41-årige mand Simon Bolt Brinkmann, som Fyns Politi beder offentligheden om hjælp til at finde. Det skriver fyens.dk.
Onsdag nat hører en beboer nemlig lyde ved sit kolonihavehus i Baagø Haveforening ved Stige Ø i Odense. Da han går ud for at se, hvor lyden kommer fra, finder han en mand, der omklamrer skorstenen på kolonihavehuset, og siger ovenstående sætning.
"Der er nogen efter mig."
Herefter springer manden, der er den efterlyste Simon Bolt Brinkmann, ned fra taget og løber fra stedet. Hvem der eventuelt skulle have været efter Simon Bolt Brinkmann ønsker Fyns Politi ikke at gætte på.
At han kunne have fjender et sted i samfundet står dog klart, for Simon Bolt Brinkmann har flere gange været i medierne i forbindelser med domme, som han har modtaget. Senest fik han i 2013 ændret straffen for et drabsforsøg, hvor han havde skudt en 27-årig mand i brystet i en hashklub i Horsens.
I byretten blev han ellers idømt forvaring, men landsretten ændrede straffen til seks års fængsel i 2013. Han blev løsladt i februar.
Men allerede som 25-årig fik han en hård dom, da han modtog syv års fængsel for vold med døden til følge. Simon Bolt Brinkmann havde sammen en medtiltalt gennembanket en mand, og smidt ham i havet fra et containerskib ud for Hollands kyst.