Fortsæt til indhold

Beruset på knallert med to poser stjålen pottemuld

To mænd på en afmeldt knallert stoppet med stjålen pottemuld af politiet midt om natten på Vedøvej

Krimi
Af Martin Schultz

To unge mænd skulle måske hjem og plante ud i blomsterkasser efter en bytur, da de natten til lørdag kl. 02.10 blev standset på en stor knallert på Vedøvej mellem Kolind og Sivested.
Knallerten blev ført af en 20-årig mand, som viste sig at have en promille over det tilladte.
Desuden havde han en passager bag på, hvilket ikke er tilladt ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi, han havde ikke førerret til knallerten, så var knallerten ikke afmeldt.
Den 20-årige blev sigtet for spirituskørsel, kørsel uden førerret og tyveri.

Overrasket brugsuddeler i Kolind

Tyvekosterne var kort forinden blevet stjålet fra SuperBrugsen i Kolind, og er ifølge vagtchefen to 100 liter pottemuld og sider til en plantekasse.
Uddeler Jørn Schmidt var slet ikke klar over, at der var blevet stjålet disse varer i nattens løb.
”Jeg er ikke bekendt med, at der har været tyveri hos os natten til lørdag,” sagde uddeler Jørn Schmidt, SuperBrugsen Kolind, til Lokalavisen lørdag formiddag.
En henvendelse til Østjyllands Politi opklarede dog sagen, som både vagtchef og uddeler Jørn Schmidt tog med et smil.
De to poser pottemuld og siderne til plantekassen er blevet stjålet fra den udstilling af haveartikler, som står uden for SuperBrugsen Kolinds hovedindgang, og som ikke bliver taget ind om natten.
”Jeg tæller ikke lige mine sække med pottemuld op hver morgen. Det er ikke ret tit der bliver stjålet pottemuld og plantekasser af tyve på en knallert midt om natten,” siger Jørn Schmidt.