Spritbilist på brugsens parkeringsplads i Hatting kørte flere gange ind i en anden bil
Jeppe Rafn
En 39-årig mand havde mere end almindeligt svært ved at styre sin bil, da han onsdag eftermiddag ved 16-tiden skulle køre fra SuperBrugsens parkeringsplads i Storegade i Hatting.
Vidner overværede, at han flere gange kørte ind i en Skoda Octavia, der var parkeret på pladsen. Påkørslen af den anden bil fik ham ikke til at standse, men da han endelig 'slap fri', havde vidnerne noteret hans udseende og bilens nummerplade.
De ringede til politiet, der fandt den 39-årige mand hjemme hos sig selv. Han var påvirket af spiritus og er blevet sigtet for spirituskørsel og for at påkøre en anden bil uden at give sig til kende.
Den 39-årige mand bor i Horsens-området, oplyser lokalpolitiet.