Politiet efterlyser vidner
Midt- og Vestsjællands Politi fastslår nu, at det var en yngre kvinde, som onsdag aften lå midt på vejbanen på Holbækmotorvejen.
Kvinden, som ikke havde identifikationspapirer på sig, lå livløs i overhalingsbanen, da en 59-årig kvindelig bilist fra Ruds-Vedby torpederede hende lidt efter klokken 23. Trods livreddende førstehjælp blev hun senere erklæret for død.
Hvordan kvinden er havnet på motorvejen, hvorfor og hvor længe, hun har ligget der, vides ikke. Der blev ikke fundet forladte eller havarerede biler i området.
LÆS OGSÅ: Person fundet død på motorvejen: Lå midt på vejbanen
Politiet arbejder nu videre med sikker identifikation af kvinden, så hendes pårørende kan blive underrettet og afhørt om kvindens færden indtil påkørslen.
Politiet vil meget gerne i kontakt med andre bilister, der før ulykken har passeret ulykkesstedet og bemærket noget ligge i venstre vognbane- formentlig i den tro, at der kunne være tale om et påkørt dyr eller tabte genstande.
Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4 med oplysninger i sagen.