Vi ser det, når vi kører udrykningskørsel, når vi kører patruljekørsel, og når vi kører i vores private biler
Nordsjællands Politi taler med store bogstaver, bogstaveligt talt, på Facebook, hvor de giver en lille opsang til nogle helt bestemte bilister.
"DU SKAL HOLDE TIL HØJRE."
Et simpelt budskab, men et budskab som Nordsjællands Politi føler er nødvendigt.
"Vi ser det, når vi kører udrykningskørsel, vi ser det, når vi kører almindelig patruljekørsel, og vi ser det, når vi kører i vores private biler: Der er en del bilister ude på vejene, der ikke har styr på, hvilken bane de skal lægge sig i, når de kører på en vej med flere spor."
Det har på lige over én time fået 800 reaktioner på Facebook - og det er blevet delt næsten 500 gange.
"Fordi vi ser det relativt tit, tænker vi, at det er en god ide med en påmindelse: Hold til højre, når du er ude at køre. Ifølge færdselsloven skal du holde så langt til højre til højre som muligt, når du kører på en flersporet vej."
"Det gælder også, selvom der kun er let trafik, og det gælder også, selvom du bedst kan lide at ligge i midterbanen. Du skal holde dig i højre vejbane, når det er muligt. Er du ved at overhale, eller skal du lukke nogen ind ved en tilkørsel, er det selvfølgelig i orden at trække ind i en af de andre baner, men derefter skal du holde til højre igen."
Det betyder dog ikke, at du selv skal tage affære, hvis du ser en bilist, der ikke holder til højre.
"Hvis du ligger bag en bil, der ikke holder til højre på en flersporet vej, skal du dog ikke begynde at dytte, blinke med lyset eller lignende. Du må i stedet væbne dig med tålmodighed og håbe på, at bilisten en dag bliver klogere. Tag gerne en ven i kommentarfeltet, der har brug for at få sin viden genopfrisket, så vi kan få budskabet udbredt."
"Kør forsigtigt. //Nordsjællands Politi"