Pas på med ukrudtsbrænderne
Flere gange den seneste uges tid er det gået galt med ukrudtsbrændere i Esbjerg
Louise Ritter
Ukrudt er som bekendt svært at komme til livs. Nogen tyer til såkaldte ukrudtsbrændere, men det er ikke helt ufarligt. Politiet i Esbjerg fortæller, at der den seneste uges tid har været flere tilfælde, hvor brugen af netop sådan en har resulteret i brande.
Seneste tilfælde er fra tirsdag aften, hvor et redskabsskur kort før kl. 19.00 udbrændte. Samtidig skete der mindre skade på den tilhørende villa. Ejeren af villaen er nu sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven, fordi han ikke udviste tilstrækkelig forsigtighed i forbindelse med brug af ukrudtsbrænderen.